I denne nye serie causerer vi over »livets overgange,« der ligger bag de humanistiske ceremonier – navngivning, konfirmation, bryllup og begravelse.
Vi starter med begyndelsen: Det lille nye menneske kommer til verden.
Af Karin Liltorp, redaktionen
Som bekendt er vi i Humanistisk Samfund stolte af at kunne tilbyde smukke ceremonier ved livets store overgange: Fødsel, konfirmation, bryllup og begravelse.
Nogle af overgangene er uundgåelige: Vi vælger ikke, om vi bliver født. Om man vil det eller ej, går man fra at være barn til ung og voksen. Ligesom med døden, som det endnu ikke er lykkedes nogen at undgå.
Men så er der de overgange, hvor vi frivilligt vælger at opgive vores frihed!
Det er jo i virkeligheden spøjst: Man er i sine unge voksenår, har afsluttet mange års skolegang, er måske i gang med en lovende karriere… og så vælger man at sætte det hele i bero for at skifte bleer, stå op fem gange hver nat og binde sig op på utallige forpligtelser i de næste mange år.
Hvis man elsker babyer, kunne man jo have valgt at blive pædagog. Men vi vil bare have børn, der er vores helt egne. Årsag? Mon ikke biologi spiller en betragtelig rolle, for rationelt er det jo ikke.
Satte tanker igang
Da jeg i 2003 var gravid med mit første barn, var jeg bestemt ikke forberedt på, hvad der ventede mig.
Jeg havde en diffus forestilling om, at jeg ville kende barnet, når det kom ud, for det var jo vokset inde i mig og (delvis) ud fra mine egne gener. Derfor var chokket stort: Ud kom den dejligste skabning, men en fremmed skabning, som jeg først nu skulle lære at kende.
Det satte virkelig tanker igang: Om livets forunderlighed og det helt fantastiske i, at jeg havde været med til at bringe dette unikke barn med sin helt egen personlighed ind i verden.
På barselsbesøgene undrede det mig såre, at andre kunne gå op i arbejde, uddannelse, politik, indkøb og andre ligegyldigheder. Min verden handlede kun om at fatte, hvad der var sket: At jeg nu, resten af mit liv, skulle være mor til denne skønne dreng. En omvæltning, som jeg meget gerne ville markere med familie og venner.
Savnede sekulær ceremoni
Min søn blev døbt i kirken. Kirkedåben var ikke mit valg, men der var et vist pres fra nogle af de øvrige familiemedlemmer, og jeg tænkte pragmatisk, at min søn nok ikke ligefrem ville tage skade af en kirkelig ceremoni.
Alligevel følte jeg mig bondefanget, da jeg i kirken skulle sige ja til, at jeg ville opdrage ham i den kristne tro, men jeg vurderede, at en hvid løgn var bedre end at skabe postyr. Det var dog ikke rart at markere ceremonien med krydsede fingre, og jeg glædede mig bare til at kirkeseancen var overstået!
Da jeg senere fik en datter, endte det med, at vi slet ikke fik holdt en ceremoni, da der på daværende tidspunkt ikke var nogle oplagte alternativer. Det har jeg efterfølgende ærgret mig meget over.
Jeg har selv gjort mig mange tanker om, hvad en sådan ceremoni skulle indeholde. Det ville bl.a. være en mulighed for at få sat ord på, hvordan denne glædelige omvæltning kommer til at ændre livet: Farvel til uansvarlighed og frihed og goddag til pligt og uforbeholden kærlighed.
Det er derfor, jeg synes, at ceremonier er så vigtige: Ud over at fejre det åbenlyse (et nyt barn), hjælper de os til at forstå, at livet har ændret sig for altid. At vi er blevet forandrede og fra nu af vil have et nyt syn på livet.
Selvfølgelig vil den forståelse også komme uden en ceremoni, men gennem ceremonien skaber vi den forståelse i fællesskab, så også vores omgivelser bedre forstår forandringen.
Artiklen er bragt i medlemsbladet Humanisten, februar 2020