NY POLITISK STRATEGI: Hovedbestyrelsen har defineret fem indsatsområder for HS’ arbejde.
Af Ole Wolf, talsperson
Vores politiske arbejde har som hovedmål at få ligestillet alle livssyn. Staten skal ikke favorisere eller diskriminere bestemte religioner/livssyn.
Et hovedmål med foreningens politiske indsats er derfor, at Humanistisk Samfund skal have de samme muligheder som trossamfund, der tror på, at overnaturlige magter griber ind i tilværelsen. Det vil helt konkret sige, at vores vielser skal have juridisk gyldighed. Den ret har i dag kun sammenslutninger, hvor medlemmerne tror på guder.
Vores andet hovedmål er at få adskilt kirke og stat. Eller i hvert fald til en start få reduceret antallet af områder, hvor staten mere eller mindre diskret støtter den evangelisk lutherske tro som det naturlige valg.
I den forgangne fireårige folketingsperiode var vi især kommet langt med vores første mål – at få ligestillet Humanistisk Samfund med trossamfund. Vi havde opbygget et rigtig godt forhold til partiernes kirkeordførere, både dem, der er enige med os og dem, der ikke er.
Det arbejde er nu – næsten – slået tilbage til start, som tidligere beskrevet i Humanisten. Folketingsvalget skiftede ud blandt folketingsmedlemmerne og partierne rokererede rundt med ordførerskaberne, så vore personlige relationer nu skal etableres på ny. (Se Humanisten oktober 2019 og Humanisten april 2020, red.).
Det har givet anledning til at overveje, hvad vores politiske indsats skal fokusere på. Hovedbestyrelsen er nået frem til, at vi i de kommende år skal arbejde med fem områder:
Ligestilling af livssyn
Arbejdet med at opnå ligestilling mellem livssynssamfund og trossamfund skal selvfølgelig fortsætte. Når staten giver trossamfund mulighed for at vie folk, mens vi ikke må, så siger staten reelt, at det er mere fint at tro på noget overnaturligt end ikke at gøre det.
I mange andre lande har man givet vores søsterorganisationer mulighed for at foretage vielser, og det er erfaringen, at det udløser en markant stigning i antallet af medlemmer og i antal vielser. Det betyder faktisk noget, at staten anerkender ikke-religiøse livssyn som ligeværdige.
Vi skal på dette område fortsætte det gode arbejde, og må så bare tage med, at det er nødvendigt at genstarte indsatsen.
Det livssynsåbne samfund
I forlængelse af dette skal vi arbejde for et livssynsåbent samfund. Flere end 1.250.000 danskere er ikke medlemmer af Folkekirken og langt over en halv million er slet ikke medlem af noget trossamfund. Vi har formodentlig 600 trossamfund i Danmark, og millioner af danskere sammensætter deres egen tro ved at kombinere elementer fra forskellige religioner og livssyn.
Dette er slet ikke synligt i politik. I stedet er diskussionen reduceret til kamp mellem »danskhed« og islam, hvor emner som servering af frikadeller i daginstitutioner og kvinders ret til at gå med tørklæde med jævne mellemrum blusser voldsomt op.
Vi mener, at der er brug for en mere nuanceret debat.
Det er fascinerende at se, hvordan man har håndteret de samme udfordringer i Norge. Her har regeringen udarbejdet en rapport om »Det livssynsåpne samfunn,« og Oslos bystyre har lavet en tilsvarende rapport om situationen i landets hovedstad. Her handler det ikke om konfrontationer mellem to religioner, men om at give plads til mangfoldighed, og selvfølgelig samtidig håndtere de konflikter, der faktisk er.
Her vil vi gerne gøre en større indsats i fremtiden. Det kommer næppe til at medføre en hel ny politik på landsplan, men det giver mulighed for, at vi kan skabe debatter og deltage med læserbreve. Meget væsentligt giver det også mulighed for lokale aktiviteter. I hver enkelt kommune kan man tage stilling til, hvordan man vil håndtere mangfoldigheden af livssyn. Det er endda muligt, at der kan gennemføres lokale reformer, som vil gøre det lettere senere at få gennemført nationale reformer.
Derfor er et væsentligt element i denne indsats, at vores lokalforeninger skal på banen.
Dansk er ikke kristen
Overfor idéen om, at vi er et mangfoldigt samfund, står et argument, man ofte møder i den offentlige debat: »Danmark er et kristent land.«
Påstanden er noget sludder!
Man har taget nogle brudstykker af kristendommen og hævder, at disse er forudsætningen for alt det, vi godt kan lide i dag. Ofte hænger argumentationen kun sammen, hvis man tilfører en tese om, at de gode ting har ligget hengemte i århundreder, inden de endelig gav sig til at spire.
For eksempel har brudstykker af Paulus’ breve ført til, at kristendommen har skabt ligestilling mellem kønnene. Siges det.
Det forklares ikke, hvorfor der gik 1.900 år fra Paulus breve blev skrevet, til ligestillingen kom på dagsordenen, eller hvordan det hænger sammen med Paulus’ ord om, at kvinder skal tie i offentlige forsamlinger.
Det er forståeligt, at man søger efter de moralske rødder i en tid, hvor vi på grund af internationaliseringen løbende konfronteres med andres verdensopfattelser. Men det er direkte sørgeligt, at man kun kan finde på argumenter, der hviler på så tyndt et grundlag og samtidig ekskluderer de mange, mange danskere, der ikke har en tro.
For mit eget vedkommende har jeg familiemedlemmer, der døde på Dybbøl i 1864, og jeg føler mig mindst lige så dansk som enhver anden, også selv om jeg ikke er kristen.
I Humanistisk Samfund synes vi, at der mangler et modspil, når påstanden om, at Danmark er et kristent land dukker op i den offentlige debat. Det vil vi opprioritere i de kommende år.
Aktiv stillingtagen til livssyn
Det betyder ikke, at vi vil bekæmpe den enkelte kristne. Det er i orden, hvis man er nået frem til et bestemt valg af tro – også et andet valg end det, vi er nået frem til.
Men vil vi gerne slå et slag for, at man faktisk tager et aktivt valg, at man tager aktivt stilling til livets store spørgsmål. Valg af livssyn bør være et aktivt valg på samme måde, som man aktivt vælger f.eks. politisk holdning.
Grundantagelsen er, at man får et bedre liv, hvis man har tænkt over disse spørgsmål og truffet sine egne valg.
I Danmark har vi en folkekirke, der er tæt vævet sammen med staten, og det har ført til den negative konsekvens, at valg af livssyn ofte ikke rigtig er et aktivt valg. I stedet har staten lagt et bestemt valg tilrette som det naturlige.
Vi vil gerne i de kommende år arbejde for, at flere tager aktivt stilling til deres livssyn. For eksempel ved at tage aktivt stilling til, hvordan de skal begraves eller hvad, der er vigtigt bliver sagt ved deres bryllup.
Udbrede humanistiske værdier
Men selvfølgelig vil vi ikke kun arbejde for, at der skal være plads til alle livssyn i Danmark. Vi vil også gøre mere for at synliggøre vores humanistiske værdier i den offentlige debat.
Som humanister ser vi det som væsentligt, at hvert enkelt menneske får mulighed for at udfolde sit liv, tage ansvar og give det mening, både alene og i fællesskaber. Og der vil være debatter, hvor det budskab vil være relevant.
Det betyder ikke, at vi skal til at have politiske meninger om både stort og småt. Men for eksempel var der i foråret en diskussion, om alle læger skal tale med overvægtige patienter om muligheden for at tabe sig. Også selv om de har henvendt sig om noget helt andet. Spørgsmålet er, om den idé bygger på respekt for hvert enkelt menneske og den situation, de står i.
I efteråret skal vi have en nærmere diskussion af, hvor vi kan bidrage til den offentlige debat og samtidig være en organisation, der appellerer bredt på tværs af partiskel. Det kan for eksempel godt være, at vi når frem til, at vi ikke skal udtale os om sundhedsvæsenets forhold til overvægtige patienter. Men målsætningen er, at medierne vælger at kalde os ind i debatter, på samme måde som de nogle gange kontakter præster eller biskopper.
Den nye strategi ledsages desværre af et enkelt men: Vi kan ikke igangsætte mere, end vi har tid til. Vi er en lille forening, og vores politiske arbejde skabes af engagerede frivillige. Derfor er der også plads til dig, hvis du har lyst til at være med i arbejdet.
Denne artikel er bragt i medlemsbladet Humanisten august 2020