Hvor finder man trøst, når man har mistet en, man elsker?

Et bachelor-projekt fra teologistudiet så nærmere på hvordan ikke-religiøse og religiøse mennesker tackler døden.

Af Rasmus Jonstrup Hansen,

Stud.theol. på Aarhus Universitet

 

I mit bachelorprojekt analyserede jeg begravelsesceremonier fra Humanistisk Samfund og Bykirken i Vejle for at se, hvordan henholdsvis ikke-troende og troende tackler døden. Hertil brugte jeg Douglas Davies’ teori om words against death, som siger, at vi i vores ceremonier bruger ord og ritualer, der taler imod dødens umiddelbare, frygtelige virkelighed: At det er enden på livet. Davies siger: ”Perhaps the most interesting fact about death is that human beliefs seem to contradict what meets the eye.” [”Måske er det mest interessante faktum om døden, at menneskets overbevisning synes at være i strid med det, der møder øjet,” red.].

Men sådan er det ikke i Humanistisk Samfund. Her fandt jeg nemlig ud af, at ceremonilederen direkte sætter ord på dødens endelighed ved fx at sige:

”[Den her begravelse] rummer ikke et løfte om gensyn, men er en afsked og en hyldest til det levede liv,” og ”Når en stjerne brænder ud, er en epoke uigenkaldelig slut. […] Mikkel er død og han er her ikke mere.”

Det her er ikke ’words against death’, men tværtimod ’words for death’ – det anerkender døden, som den er i sin umiddelbare, grumme form.

Men dette vendes på hovedet ved bl.a. at sige: ”[Døden] gør det mere rigt med de nye sekunder og mere ondt. Og den er mig altid nær.” Med andre ord: Fordi livet har en ende, har livet større værdi. Man ved altså ikke, hvad man har, før man forstår, at man skal miste det. Og det gør os mere taknemlige. På den måde bliver disse ’words for death’ til ’words against death’, og det negative bliver positivt.

Trøst i endelighed – og uendelighed

I Bykirken i Vejle fandtes trøsten dog i noget andet. Præsten siger nemlig:

”Vi er på vej til en verden uden lidelse, forgængelighed og meningsløshed. En verden, som er gennemlyst af Guds nærhed og Guds liv”, nemlig ”den himmelske verden”. Og eftersom afdøde nu er ”sammen med mange af sine kære i det evige liv,” betyder det, at de efterladte, der også tror på Jesus, ikke skal sige farvel, men på gensyn.

Det er ikke lige det, man umiddelbart tænker, når man ser døden i øjnene. Det her er virkelig ’words against death’, som tydeligvis ”contradicts what meets the eye” [“i strid med det, der møder øjet”, red.]. Men alligevel vælger de at holde fast i troen og håbet, fordi de er overbeviste om, at Gud rent faktisk har sagt det.

Jeg fandt altså ud af, at mens Huma­nistisk Samfund fandt deres trøst i endeligheden, fandt Bykirken i Vejle deres trøst i uendeligheden. Selvom de to foreninger er dybt uenige, er de dog enige om på en eller anden måde at bruge ’words against death’ for at bringe noget positivt frem ved en ellers sørgelig begravelse.