Humanistisk Samfund fejrede ti års jubilæum med seminar og fest for medlemmerne – og modtog hyldest fra udenlandske venner.
Af Ole Wolf, talsperson
Det gamle radiohus på Rosenørns Allé i København – nu musikkonservatorium – lagde på smukkeste vis rammer til Humanistisk Samfunds ti års jubilæum, der 27. oktober blev markeret med seminar for frivillige og festaften.
Målet var at fejre de resultater, vi har opnået og samtidig sige tak til alle de medlemmer og frivillige, der gennem årene har bidraget. Uden dem ville vi ikke være, hvor vi er i dag.
En lang række udenlandske gæster deltog i fejringen. Under festmiddagen greb de lejligheden til at ønske foreningen til lykke. De var enige om at rose, hvor langt foreningen er nået på de ti år.
Andrew Copson, præsident for International Humanist and Ethical Union (IHEU) og for Humanists UK, roste blandt andet Humanistisk Samfund for foreningens bidrag til at få blasfemiparagraffen afskaffet.
– I England krævede det 125 års arbejde. I nåede det på blot ti år, sagde han med et smil på læben.
Magnus Timmerby fra svenske Humanisterna tog tråden op. Han fremhævede vores ceremoni ved Folketingets åbning. I Sverige har Humanisterna gennemført en tilsvarende ceremoni i syv år, men han beskrev det som fantastisk, at 19 folketingsmedlemmer hos os deltog allerede det første år.
Terese Svenke fra norske Human-Etisk Forbund (HEF) besøgte også jubilæet sammen med HEFs generalsekretær Trond Enger. Human-Etisk Forbund har spillet en stor rolle i etableringen af HS, et arbejde som hun så tilbage på i sin tale.
– I er på ti år blevet en stemme, der høres i det danske samfund, sagde hun og sluttede med at give en imponerende flot jubilæumsgave, nemlig 100.000 norske kroner til vores arbejde.
Forperson Lone Ree Milkær takkede for både pengene og det inspirerende samarbejde, HS har haft med de tre organisationer i de ti år.


