Partier vil gøre det permanent, at konfirmationsforberedelse kan erstatte understøttende undervisning i Folkeskolen.
Af Ole Wolf, talsperson
Den forkætrede folkeskolereform fra 2013 medførte en forlænget skoledag. Det fik blandt andet konsekvenser for Folkekirken, da det blev sværere at finde tidspunkter til konfirmationsforberedelse, og førte til kirkelige protester. Børnenes tid var blevet en knap ressource, og hverken skoler eller præster var begejstrede for at skulle have børnene, når de var trætte.
Konsekvensen blev etableringen af et sælsomt forsøg i 2015. Skoler fik lov til at betragte konfirmationsforberedelse som en del af den understøttende undervisning.
HS protesterede over forsøget. Konfirmation i Folkekirken er oplæring i den evangelisk-lutherske tro, og oplæring i en tro bør ikke have noget at gøre med den offentlige undervisning.
Samtidig er det en voldsom indirekte støtte til Folkekirke. Staten peger på den evangelisk-lutherske tro som »det naturlige valg«. Den eksisterende ordning var slem nok, men ved at ligestille konfirmationsforberedelse med undervisning blev det endnu værre.


