På Folkemødet skal HS blandt andre møde ny- og genvalgte MF’ere for at debattere og fortælle om foreningens mærkesager.

Af Ole Wolf, talsperson

 

Efter folketingsvalget 5. juni er al politik i spil. Derfor er Allinge det eneste rigtige sted at være 13.-16. juni, hvor formodentlig alle ny- og genvalgte folketingsmedlemmer deltager i Folkemødet.

Ingen tør være andre steder end Bornholm i en situation, hvor alle positionerer sig, lader ord falde og trækker i tråde, for at få det ordførerskab, man selv drømmer om.

Humanistisk Samfund er der selvfølgelig også. Og forhåbentlig får vi lejlighed til at møde mange af partiernes politikere og fortælle dem om vores syn på sagerne.

En særlig opgave bliver at fortælle så mange folketingsmedlemmer som muligt om den åbningsceremoni, vi planlægger ved Folketingets åbning 1. oktober. Her vil vi gentage sidste års succes, hvor vi skabte en højtidelig fejring af folkestyrets festdag, som et supplement til den traditionelle gudstjeneste.

Mange debatter

En anden væsentlig del af folkemødet er at invitere spændende mennesker til debatmøder i vores telt. Det giver interessante diskussioner og samtidig udvider det vores kontaktflade. I år arrangerer vi blandt andet en debat i vores telt sammen med Foreningen Åndsfrihed, ligesom vi sætter kristendomskundskab i Folkeskolen til debat.

Ved folkemødet i år bliver der også lejlighed til at høre nogle politikere tale om andet end politik, nemlig om deres livssyn. I vores telt kan man høre samtaler med det nu tidligere folketingsmedlem fra Enhedslisten Pelle Dragsted og med Alternativets Anders Stjernholm.

Mange kommer heldigvis til Folkemødet fordi de er interesserede i samfundsforhold og ikke, fordi de repræsenterer en organisation. Vi arrangerer derfor foredrag om vore ceremonier, ligesom vi sætter fokus på, at danskerne har svært ved at tale om begravelser. Det gør vi med foredraget »Må en begravelse være festlig?«

Og så står vi også uden for vores telt, og taler med forbipasserende, udleve­rer vore foldere til de interesserede og fortæller om foreningen.

 

En udbytterig tur

Vores ture på Folkemødet plejer at være meget udbytterige. Det er her, vi får vedligeholdt og udbygget vores kontakter blandt politikere og organisationer, der beskæftiger sig med beslægtede sager.

I lyset af den øjeblikkelige politiske situation bliver det helt sikkert et ualmindeligt godt og velbesøgt folkemøde. Samtidig er det også en stor tilfredsstillelse at tale med en masse mennesker og mærke, at der er brug for vores arbejde.

Hjælp os til Folkemødet

At deltage i Folkemødet er en stor økonomisk opgave for Humanistisk Samfund. Der er udgifter til leje af telt og udstyr, vi har 12 ulønnede frivillige på øen, som skal have overnatning og transport betalt, og der skal trykkes foldere og andet materiale.

Du kan hjælpe os til Bornholm ved at give et bidrag på www.hs.dk/bidrag. Alle bidrag, små som store, modtages med tak!