Lørdag den 29. august kunne vi endelig fejre de 40 unge, der havde valgt at blive humanistisk konfirmeret i Roskilde.
Af Ditte Nissen Lund

Det var første gang, der blev holdt humanistisk konfirmation i Roskilde, og holdet bag ved har knoklet for at få det til at lykkes i dette særlige år, hvor intet forløb som planlagt.
Heldigvis har de unge mennesker vist sig omstillingsparate, og de var en fornøjelse at være sammen med. De deltog i undervisningen med stort engagement og interesse for deres omverden – både den nære, konkrete og den lidt mere abstrakte.
Vi startede med en hyttetur en kold weekend i februar. Her mødte de unge mennesker hinanden og underviserne for første gang.
Underviserholdet var også nyt, nogle få havde prøvet kræfter med humanistisk konfirmationsundervisning før, men for de fleste af os var det første gang, vi gav os i kast med projektet. Heldigvis fik vi god støtte fra sekretariatet, fra Ringsted-gruppen og fra underviserhåndbogen og alt det fælles undervisningsmateriale, man kan tage udgangspunkt i.
De unge blev undervist i de fem fag “Humanisme”, “Identitet og Tolerance”, “Etik”, “Menneskerettigheder” og “Kritisk Tænkning”. Da anden hyttetur blev aflyst måtte vi erstatte den med to enkeltdage i august, en for hvert hold. Det betød desværre at “Seksualitet og Identitet” måtte prioriteres væk – det glæder vi os til at få med næste år.
De unge fik også tid til at øve deres ceremoniindslag, og hele ceremoniforløbet blev dygtigt planlagt og gennemført af Mimi Larsson og med stort engagement fra de unge, selvom ceremonien blev flyttet i sidste øjeblik på grund af Corona restriktionerne.
Vi har fået rigtig god og konstruktiv feedback fra de unge og deres forældre. Mest positivt, men også gode input til forbedringer. Jeg glæder mig meget til at bygge videre på erfaringerne og lave endnu en omgang humanistisk konfirmation i Roskilde i 2021. Vi har allerede to fyldte hold og de fleste aftaler til ceremonien på plads.
Kommende lokalforening i Roskilde
Så snart det er muligt, starter vi en lokalforening af Humanistisk Samfund i Roskilde.
Planen er, at foreningen udover at kunne være den formelle ramme om konfirmationerne, også kan være ramme for andre aktiviteter.
Alle interesserede kan skrive til sekretariatet eller til konfirmation.roskilde@humanistisksamfund.dk for at høre mere.

