Vi er alle fri til at finde mening og mål i vort eget liv – også i parforholdet.
SERIE: LIVSSYN BAG CEREMONIERNE
Af Ole Wolf, talsperson
»Vil du elske og ære hende/ham, og leve med hende/ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand/-hustru bør leve med sin ægtehustru/-mand, indtil døden skiller jer ad,« spørger præsten brudeparret i den danske folkekirkes vielsesritual.
»At elske og ære« – jo bestemt! Og selvom de fleste også vil synes, at ordene om medgang og modgang er væsentlige, så vil de fleste set ud fra en humanistisk synsvinkel – hvor alle er frie til selv at finde mening og mål i livet – synes, at det folkekirkelige spørgsmål til brudeparret er problematisk. Af flere årsager:
For eksempel »i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer.« Vi ser jo ikke tilværelsen som et sted, hvor en gud griber ind og tildeler os en vis mængde lykke eller ulykke.
Også ordene »som en ægtemand/-hustru bør leve med sin ægtehustru/-mand« er problematiske, for hvem siger, at der én bestemt måde at leve sammen på som par?
De sidste ord – »indtil døden skiller jer ad« – er et problem for sig. Er det virkelig varigheden, der skal være målestok for om et forhold er vellykket? Mange af os har opløste forhold bag os, mig selv inklusive, men selv om mit langvarige forhold ikke varede for evigt, så var det vigtigt og betød meget i vore begges liv.
Hver enkelt dansk humanistisk bryllupsceremoni tilrettelægges i et samarbejde mellem parret og ceremonilederen og formulerer, hvad der er vigtigt for en selv og partneren. Hvis man slet ikke formulerer noget, så siger man bare »ja« til at indgå en juridisk kontrakt om skatteforhold og arverettigheder. Kærlighed og parforhold er heldigvis meget mere end det.
I Norge har vores søsterorganisation, Human-Etisk Forbund (HEF), lavet sin egen humanistiske vielsesformular. Det var en betingelse for at få lov til at foretage vielser med juridisk gyldighed, men udløste en vis modvilje i HEF, netop fordi man mente, at der ikke blot er én humanistisk årsag til at indgå i et parforhold.
»Vil du leve sammen med … i et ekteskap basert på kjærlighet, likeverd og gjensidig respekt,« spørger det norske, humanistiske vielsesritual.
Formuleringen siger det væsentlige, at kærligheden og omsorgen for hinanden er nødvendig. At et parforhold skal være ligeværdigt, og at man stadig er to selvstændige individer, som gensidigt skal forstå, at den anden også er et selvstændigt individ.
For mig handler et parforhold i høj grad også om, at man hjælper hinanden med at udfolde sit liv, finde mening og mål i det. Jeg vil gerne støtte min kæreste i at finde mening i hendes liv, i hendes arbejde, i samværet med hendes venner. Nogle gange gør vi derfor ting sammen, andre gange hver for sig.
Og så synes jeg også, at ’ansvaret for vores medmennesker’ er helt centralt i et parforhold. I et forhold tager man ansvar for den andens ve og vel, støtter i modgang samt tager ansvar for eventuelle børn.
Det vigtige er, at ens livssyn kommer til udtryk ved et bryllup:
Kan man sige »ja« til det, man bliver spurgt om i et kirkebryllup? Eller skal man i stedet sammen med en ceremonileder fra Humanistisk Samfund formulere, hvad man selv finder vigtigst for en selv og partneren?
Artiklen er bragt i medlemsbladet Humanisten april 2020