Efter folketingsvalget i juni har partierne rykket rundt på ordførerskaberne. Det stiller HS i en helt ny situation.

Af Ole Wolf, talsperson

For fire år siden – efter folketingsvalget i 2015 – havde Humanistisk Samfund kun begrænsede kontakter til partiernes ordførere på vores interesseområder.

Da valget blev udskrevet i begyndelsen af maj i år, kendte alle kirkeordførere imidlertid vores ønske om ligestilling af religiøse og ikke-religiøse livssyn.
Nu har vi så fået et nyt folketing og en ny regering. En række af de ordførere, vi havde kontakt med, genopstillede ikke, mens andre ikke blev genvalgt. Og andre politikere har fået andre ordførerskaber, fordi deres parti fik flere mandater.

Det er en ny start for os. Spørgsmålet er så, om det er en start som i Ludo, hvor man bliver slået tilbage. Eller om det er som i Matador, hvor man scorer kassen for at rykke frem til start.

Ligestilling af livssyn
I dag har trossamfund privilegier. Primært kan de foretage vielser med juridisk gyldighed. Det kan vi ikke. Vi synes det er forkert, at staten på den måde siger, at et livssyn uden guder er mindre fint. Inden folketingsvalget gjorde det daværende kirkeudvalg sig en del overvejelser om, hvorvidt man skulle ligestille tros- og livssynssamfund. Udvalget holdt en høring på Christiansborg og tog på studietur til Norge.

Nu er alle kirkeordførerne skiftet ud. Vi er dog ikke helt slået tilbage til start. Vi har allerede holdt møder med ordførerne fra fire partier og diskuteret, hvordan det tidligere arbejde kan bruges fremover. Det bliver vores store mærkesag i denne valgperiode, og hvis vi gør en indsats, er det muligt, at vi opnår ligestilling.

Folkeskolen

På folkeskoleområdet er der virkelig brug for at gøre en indsats. Det nuværende kristendomsfag klæder ikke vores børn godt nok på til at begå sig i en verden, hvor religion fylder mere, og hvor de forskellige religioner er i konstant forandring.

I de seneste uger har vi heldigvis oplevet, at religionslærerforeningen har forslået, at kristendomskundskab skal erstattes af et andet fag. Det har flere af regeringens støttepartier bakket op.

Vi regner med at bruge en del tid på folkeskolen i de næste fire år, men det er en stor opgave, som kræver, at mange bidrager til at løfte den – og her står vi kun ved starten.

Adskillelse af kirke og stat

Humanistisk Samfund går ind for, at stat og kirke skal adskilles. Et vigtigt skridt på vejen kan være, at statens tilskud til folkekirken målrettes samfundsopgaver.

I dag betaler staten 40 procent af præsternes løn, og betaler dermed til ét bestemt trossamfunds forkyndelse. Før valgkampen foreslog Socialdemokratiets afgående kirkeordfører Karen Klint, at dette skulle ændres. Vi er imidlertid usikre på, om der efter valget er interesse for at rejse sagen blandt et folketingsflertal, men vi står på spring, hvis sagen kommer ud af starthullerne.

Med andre ord: Der er nok at tage fat på.

Selv om der har været stor udskiftning blandt ordførerne i Folketinget, så kan vi mærke, at mange regner vores sager som væsentlige og at vi har et omdømme som en troværdig og saglig organisation.