Vi mangler en principiel debat om hvilken overordnet tros- og livssynspolitik, landet skal have. Derfor drukner debatten i frikadeller i daginstitutioner og andre enkeltsager.

Af Lone Ree Milkær, forperson, Humanistisk Samfund
Vi savner en bred samfundsdebat om hvilken tros- og livsynspolitik, vort land skal have. Om hvordan vi sikrer, at det danske samfund respekterer, at der er fundamentalt forskellige livssyn med fundamentalt forskellige opfattelser af verden.
I dag handler den danske livssynsdebat mest om enkeltsager.
Det er derfor, at den lovgivning, politikerne lavede for at holde Saudi-Arabien ude af danske børnehaver, rammer menighedsbørnehaven henne om hjørnet, som vi slet ikke havde tænkt over var religiøs. Eller at diskussionen drukner i frikadeller i daginstitutionerne.
Sådan noget sker, fordi vi som samfund ikke har diskuteret, hvordan vi overordnet vil forholde os til tro og livssyn; en diskussion, der nødvendigvis må foregå på et helt principielt plan.
Norge greb diskussionen helt anderledes an.
Her nedsatte staten i 2010 et udvalg med eksperter og repræsentanter fra forskellige religiøse og ikke-religiøse livssyn. Opgaven var at se på statens tros- og livssynspolitik med det udgangspunkt, at statens fremmeste opgave i tros- og livssynspolitikken er at sikre og beskytte tros- og livssynsfriheden.
I sin udredning ’Det livssynsåpne samfunn’ fra 2013 formulerer udvalget nogle helt grundlæggende principper for norsk livssynspolitik. Blandt andet, at staten ikke må udsætte nogen for usaglig eller uforholdsmæssig forskelsbehandling på baggrund af deres tros- ellers livssynspraksis og at tros- og livssynspolitikken altid skal vurderes i forhold til centrale fællesværdier som demokrati, retsstat, menneskerettigheder, ikke-diskriminering og ligestilling.
Det er den samme overordnede, principielle diskussion, vi har brug for i Danmark.
Måske er det en god idé at få nogle mennesker med forstand og omtanke til at bruge tid på projektet, som det skete i Norge?
Ligestilling er rettesnoren
I Humanistisk Samfund skal vi medvirke til, at det ikke bliver en diskussion om ‘os mod de andre’, men en samtale om, hvordan vi alle sammen respekterer hinandens måde at være i verden på.
Derfor insisterer vi på betegnelsen ‘tro og livssyn’. Den udvider området, så det ikke udelukkende omfatter religion, men altså både ‘religion og overbevisning’; i internationale konventioner betegnet som ’religion or belief’.
Ligestilling må altid være rettesnoren!
Idealet bør netop være det ‘livssynsåbne samfund’, hvor vi giver samme principielle rettigheder og vilkår til alle anerkendte tros- og livssyn.
Det kan være som i Norge, hvor alle anerkendte livssyn har juridisk vielsesbemyndigelse. Eller som i Frankrig, hvor ingen har og hvor det udelukkende er staten, der kan foretage juridisk gyldige vielser.
Vi kan så diskutere, på hvilken måde det indebærer at tildele eller fratage privilegier.
For eksempel har partiet Alternativet taget hul på diskussionen med sit forslag om, at den enkelte selv skal kunne vælge at give støtte til tros- og livsynssamfund.
På Island kan man allerede vælge, hvilket anerkendt tros- eller livssynssamfund, man vil betale sin skat til; så forslaget er ikke grebet ud af luften.
I både Norge og Sverige har der i de senere år været forandringer i statens forhold til både majoritets- og minoritetsreligioner. Men i Danmark har der ikke været megen åben, bred og principiel diskussion af dette.
Artiklen er bragt i medlemsbladet Humanisten april 2020

