Alle skal kunne få en humanistisk begravelse, hvis de ønsker det – og vi er godt på vej.
Af Ole Morten Nygård, ceremonileder
Målet for vores arbejde med at forestå smukke og værdige mindehøjtideligheder, bisættelser og begravelser må være, at alle i vores land, der ønsker det, skal kunne få en humanistisk begravelse. En begravelse uden guder, salmer eller løfter om gensyn. En begravelse i den ånd mennesket har levet sit liv.
I 2018 gennemførte vi 36 humanistiske begravelser, og de skal ses i forhold til, at vi i 2017 havde 14 og syntes, det var mange. Når jeg skriver begravelse, menes også ceremoni ved bisættelse eller mindehøjtidelighed, for i daglig tale kalder folk det hele for begravelse.
Vi har været fra Tønder til Hillerød, fra Aalborg til Lolland, men de fleste begravelser foregik i Region Midtjylland og i Hovedstadsregionen.
Nye kræfter, flere der løfter
I februar fik vi lykkeligvis uddannet nye ceremoniledere, og det var flot. Fire af de nye har stået for over halvdelen af året begravelser. Vi havde ikke klaret alle de begravelser uden deres indsats, særligt da en gruppe frivillige som os, naturligvis også har nogen på orlov og nogen, der holder op.
Vi har nu fået beskrevet uddannelsen, så det er blevet muligt at blive en del af den fælles uddannelse i HS. Næste kuld er allerede i gang, så vi forventer fortsat at kunne stå for de begravelsesceremonier, vi bliver bedt om.


