21 medlemmer fra begge fløje i Folketinget deltog, da Humanistisk Samfund for andet år i træk bød velkommen til det nye folketingsår med en sekulær ceremoni.

Af Christoffer Paulsen, redaktionen
En klokke ringer. Travlheden brydes af stilhed.
HS’ forperson Lone Milkær træder frem på scenen i Christiansborgs hofteater og byder velkommen til en humanistisk fejring af demokratiet. Det sker med med ordene: »Vi har alle et sted at høre til.« Højtidelighed uden det religiøse!Kort forinden blev der sunget salmer ikke så langt derfra. Nu samles stemmerne om Ludvig Holsteins ”Det lysner over agres felt” og Hans V. Kaalunds ”Jeg elsker den brogede verden” under ledelse af Kaya Brüel, som også synger ”Drag ud” fra vores sangkonkurrence sidste år.
Skuespiller Stine Stengade læste poetiske fabler af Leonardo da Vinci. Blandt andre en fabel om, at det gode kommer til den som venter: En sulten myre laver en aftale med et hvedekorn om ikke at spise det, men at plante det, for så næste år at kunne komme tilbage til en hel aks.
Forfatter Torben Sangild samlede tråden op i sin tale om oplysning og tillid:
»Myren i Leonardo Da Vincis historie havde tillid til hvedekornet og formåede at tænke langsigtet, altså ansvarligt. Det kom alle de andre myrer i tuen til gode. Lad myren og hvedekornet være vores forbilleder.«
Gæstelisten bød på flere nye ansigter, og i år var begge politiske fløje repræsenteret. Selvom venstrefløjen var tydeligst i sin opbakning til arrangementet, kunne HS i år byde velkommen til folketingsmedlem Heidi Bank fra Venstre.
– Mit lille startkick
Politikere var glade for åbningsceremoni
Af Christoffer Paulsen
– Det her er jo fedt indhold. Det er mit lille startkick. Det er et fedt arrangement, lyder det fra SF’s folketingsmedlem Karsten Hønge om Humanistisk Samfunds ceremoni ved Folketingets åbning.
– I det her hus er der så mange ceremonier, hierarki og stads. Nogle gange må man tænke lidt mere på indhold end på form, siger han.
Den sekulære åbningsceremoni byder mangfoldigheden velkommen. Præmissen er, at du er menneske – uanset livssyn, hudfarve, seksualitet eller politiske orientering. Det sætter Uffe Elbæk fra Alternativet stor pris på.
– Jeg var her også sidste år. For mig giver det dyb mening, for det sætter tonen for det nye folketingsår. Det er en smuk ramme, der kan rumme alle livssyn, siger han.
Stinus Lindgreen (RV) sætter som tidligere formand for Ateistisk Selskab pris på en ikke-religiøs markering:
-Jeg har i flere år været imod åbningsgudstjenesten, så selvfølgelig var jeg ikke til den. Jeg tænkte, at det var oplagt for mig at være her. Det er jo en højtidelig dag. Det bør markeres, og det, I laver, er helt fantastisk. Det humanistiske – det som vi forhåbentligt alle sammen kan stå bag – det er den rigtige måde at markere noget så vigtigt som demokratiet.

