Fra efteråret og frem til næste forår skal hele organisationen diskutere, hvad Humanistisk Samfund skal arbejde med de kommende fire år.
Af Christoffer Munch Paulsen, hovedbestyrelsen
Tiden er kommet til at udvikle et nyt arbejdsprogram for de næste fire år, 2021 til 2025.
Nogle af målene fra sidste arbejdsprogram er nået. Blandt andet har Humanistisk Samfund etableret sekretariat i et kontorfællesskab i København og Danmark tog et skridt i den rigtige retning, da blasfemiparagraffen blev afskaffet i juni 2017.
Selvom arbejdet for 2020 selvfølgelig ikke tilendebragt endnu, påbegynder vi allerede nu processen med at udarbejde det nye arbejdsprogram. Hvordan processen konkret kommer til at forløbe vil blive afklaret senere i august.
– Arbejdet med at evaluere og videreudvikle det nuværende arbejdsprogram handler om, hvad foreningen skal fokusere sit arbejde på de kommende år og hvordan vi praktiserer den sekulære humanisme. Derfor er det vigtigt, at udviklingen af arbejdsprogrammet er funderet i en samtale, der inkluderer hele Humanistisk Samfund, siger forperson Lone Ree Milkær.
Det forventes, at hovedbestyrelsen fra september og nogle måneder frem – med respekt for forholdene under coronakrisen – vil besøge lokalforeninger og ceremonigrupper. Her vil der blive taget imod input til indhold og programmets udmøntning.
Derefter nedsættes en arbejdsgruppe, der skal udforme og formulere det konkrete program. Årsseminaret i november skal derefter diskutere programmet, hvorefter arbejdsgruppen vil udarbejde den endelige formulering til vedtagelse på landsmødet i marts 2021.
Se det nuværende arbejdsprogram
Denne artikel er bragt i medlemsbladet Humanisten august 2020


