Hvad skal vi lære af coronakrisen? Det spørgsmål har medlemsbladet Humanisten stillet en række politikere, debattører og aktive i Humanistisk Samfund.
Læs her HS-ceremonileder Ole Morten Nygårds bud.
Ole Morten Nygård, ceremonileder, Humanistisk Samfund:
“Når man som jeg har gennemlevet én epidemi, bliver man ikke rigtig rystet af den næste. Jeg gennemlevede aids-epidemien i ‘80’erne og ‘90’erne med mange erfaringer. Derfor blev jeg den tavse gamle mand, da coronaen kom.
Som andre brugte min mand og jeg også denne epidemi til at tale om, hvem af os gamle mænd, der mon dør først. En samtale vi har med års mellemrum. Hvad vil du helst? Hvad er vigtigst? Hvad vil vi gerne undgå? Hvad er værdigt?
For vi ville nok begge have svært ved at overleve en lungeinfektion, som coronaen jo er.
Hver epidemi skærper evnen til at prioritere. Hvad vil jeg gerne nå, hvis jeg dør inden for to måneder? Inden for et år? Hvem er vigtigst at få spist et måltid med, klippet et gækkebrev til eller gået et lang tur med?
Det værste ved coronakrisen er den manglende tiltro til, at folk kan prioritere bedst selv. Fx om de skal besøge en ven på plejehjem, om håndvask er vigtigere end at trøste én, der græder. Et brist i vores tid er først og fremmest den hysteriske fokus på, at ingen må dø.
At undgå døden er blevet målet med livet. Det mener jeg ikke er målet. Målet er for mig at leve godt, fylde min plads ud, være del af nogens liv og bidrage — altid i værdighed. Intet skal forceres. Liv skal bare leves.
Det bedste ved corona er, at den giver ro og fokus på det væsentlige. I disse år er det ordet ‘ordentlighed,’ der er min rettesnor for mine prioriteringer. Også under coronaen. Ordentlighed på arbejde med kollegerne, for livet sammen med min mand, for de fire børnebørn — og så med lidt ekstra fokus på dem, der lever alene eller har en svær tid.
At overleve er for lidt.”
Bragt i medlemsbladet Humanisten juni 2020