Fem personlige bud på hvilken lære, vi skal tage med os ud af coronakrisen.
Coronakrisen har ramt alle dele af det danske samfund. Og af verdenssamfundet.
Den verdensomspændende epidemi kommer med sygdom og død, angst og utryghed, nedlukning og begrænsninger i bevægelses- og forsamlingsfriheden, økonomisk krise, konkurser og arbejdsløshed. Alle har mærket krisen, materielt og menneskeligt. Men krisen har tilsyneladende også haft positive følger som styrket sammenhold og menneskeligt fællesskab.
Hvilken lærdom er det, vi kan kan tage med os videre post-corona? Det har vi spurgt fem samfundsengagerede politikere, debattører og aktive i HS om.
Læs her er deres helt personlige bud…
Vi bliver nødt til at engagere os i hinanden
Camilla Fabricius, folketingsmedlem (S), socialordfører og næstformand for sundheds- og ældreudvalget:
“Ofte har det været overskrifterne om, hvordan Corona-krisen har gjort det økonomisk ekstra svært for mange af os, som har fyldt i mediebilledet. Og det er jo heller ikke forkert.
Alligevel har jeg dybt i mit hjerte godt kunnet tænke mig, at vi også kunne have gjort det nemmere for de mennesker, som lider af ensomhed, angst eller måske er psykisk skrøbelige. En hjælpepakke på en million kroner hjælper jo ikke så meget, når valutaen er et kram eller en god snak, vel?
Ikke desto mindre er det også den slags oplevelser, der gør, at jeg mener, de seneste måneder klart kan lære os noget.
Vi har lært at elske fællesskabet. Og hvis det ikke allerede er sådan, kan coronakrisen også lære os, at det, vi har sammen, ikke kommer af sig selv.
Ønsker vi et mere medmenneskeligt samfund med tid til nærvær, anerkendelse og omsorg for f.eks. psykisk sårbare, skolebørn eller bare derhjemme for familien; ønsker vi mere ligestilling på tværs af etnicitet, postnummer og køn, så bliver vi nødt til at engagere os i hinanden – uanset om det er online eller ude i virkeligheden. Vi kan ikke længere bare tage noget for givet.
Og så har jeg lært om mig selv, at jeg er et yderst socialt væsen. Jeg har brug for menneskeligt fysisk nærvær for at generere nye ideer.”
Vi sætter fællesskabet højest
Tommy Petersen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (RV):
“Vi får ofte skudt i skoene, at vi lever i en meget individualistisk tid, hvor selvrealisering prioriteres højere end at etablere stærke fællesskaber. Derfor kunne man have troet, at danskerne ville reagere mere oprørsk over at få begrænset deres frihed til at gøre alle de ting, de vil.
Selvom vi er et samfund med høj grad af tillid til vores beslutningstagere, så er vi også en befolkning, som har svært ved at afgive kontrol og følge ordrer uden at stille spørgsmålstegn ved dem. Vi er et samfund med en højt uddannet befolkning. Et samfund, hvor vi i vores skole trænes til at forholde os kritisk til udsagn, politik og data. Og det har været tydeligt, at jo længere tid, vi blev bedt om at stole på beslutninger, der blev truffet uden, at vi blev hørt, og som havde store indvirkninger på vores mulighed for selvrealisering, desto mere angste, råbende og aggressive blev vi også i vores ytringer. Venskaber blev sat på prøve, tonen blev hård, og der opstod både stikkeri og civil ulydighed.
Men det til trods, så har langt størstedelen bakket op og udvist det så meget omtalte ’samfundssind’ i respekt for det fællesskab, som mange nu har genfundet glæden ved. På den måde har krisen manet til refleksion over, hvor vigtigt fællesskabet er for den enkelte. Man ved først, hvad man har, når det er væk.
For mig personligt har det givet mig styrket tro på, at den danske befolkning godt kan finde balancen mellem at bakke op om fornuftige politiske beslutninger og ofre lidt selvrealisering til samfundets bedste, og så at forholde sig kritisk til de beslutninger, der træffes, ved selv at opsøge og dele viden, der udfordrer beslutningerne. Krisen har vist, at man selv i selvrealiseringens guldalder trods alt sætter fællesskabet højest, når det har brug for vores hjælp.”
Viser velfærdssamfundets værdi
Pelle Dragsted, samfundsdebatør, tidligere medlem af Folketinget (Ø):
“Coronakrisen har været et slags forstørrelsesglas. Den har vist styrker og svagheder ved forskellige måder at indrette samfund på, fordi den har ramt hele verden, så forskellene træder tydeligt frem.
Vi har set værdien af et velfærdssamfund med et stærkt socialt sikkerhedsnet, som kontrast til USA hvor man mister sygeforsikringen, når man bliver fyret.
Jeg håber, at coronakrisen vil føre til nye erkendelser om forholdet mellem fællesskabet og det private. Den har udfordret den traditionelle fortælling om, at der er et yder/nyder-forhold mellem den offentlige og private sektor, hvor den private sektor yder og den offentlige sektor udelukkende nyder godt af den private sektor.
Coronakrisen har været et stød til økonomien, hvor det er tydeligt, at det er nødvendigt, at den offentlige sektor står klar med både hospitalsvæsen og krisepakker. I den offentlige debat har det nær-mest virket, som om nogle i erhvervstoppen pludselig er blevet socialister.
Jeg synes også, at vi har set, hvad de offentligt ansatte kan, når de bliver sat fri. Man har skullet handle hurtigt i blandt andet sundhedsvæsenet i flade strukturer, og det har været en succes.”
Vi skal værne om forskellighed og ret til kritik
Lone Ree Milkær, forperson, Humanistisk Samfund:
“Jeg håber, at vi har lært, at mennesker er forskellige og har forskellige behov. At vi nogle gange må gøre noget, som er til gene for os selv for at beskytte andre, der er svagere.
Men som humanister skal vi også være opmærksomme på, om retten til uenighed fortsat bliver opretholdt, og om den lovgivning, der er lavet i hast i en krisesituation, kan få utilsigtede konsekvenser senere. Vi skal være helt sikre på, at der er vagthunde, som holder øje med de politikere, der har så meget magt over andre menneskers liv.
Det er en svær balance. For mig er kritisk tænkning også at vælge at stole på mennesker, som har mere forstand på et givent emne, end jeg selv har. Jeg er jo hverken epidemiolog eller direktør for Sundhedsstyrelsen og er ikke i stand til at vurdere, hvor mange mennesker ad gangen, der kan lukkes ud i samfundet igen eller hvor stor afstand, man skal holde til hinanden for ikke at blive smittet. Derfor vælger jeg at stole på, at andre er bedre til at tage den slags beslutninger. Jeg synes, at en krisesituation som denne også kræver, at vi stoler på, at de demokratiske systemer, vi har i en retsstat som den danske, også lytter til klogere mennesker.”
At overleve er for lidt
Ole Morten Nygård, ceremonileder, Humanistisk Samfund:
“Når man som jeg har gennemlevet én epidemi, bliver man ikke rigtig rystet af den næste. Jeg gennemlevede aids-epidemien i ‘80’erne og ‘90’erne med mange erfaringer. Derfor blev jeg den tavse gamle mand, da coronaen kom.
Som andre brugte min mand og jeg også denne epidemi til at tale om, hvem af os gamle mænd, der mon dør først. En samtale vi har med års mellemrum. Hvad vil du helst? Hvad er vigtigst? Hvad vil vi gerne undgå? Hvad er værdigt?
For vi ville nok begge have svært ved at overleve en lungeinfektion, som coronaen jo er.
Hver epidemi skærper evnen til at prioritere. Hvad vil jeg gerne nå, hvis jeg dør inden for to måneder? Inden for et år? Hvem er vigtigst at få spist et måltid med, klippet et gækkebrev til eller gået et lang tur med?
Det værste ved coronakrisen er den manglende tiltro til, at folk kan prioritere bedst selv. Fx om de skal besøge en ven på plejehjem, om håndvask er vigtigere end at trøste én, der græder. Et brist i vores tid er først og fremmest den hysteriske fokus på, at ingen må dø.
At undgå døden er blevet målet med livet. Det mener jeg ikke er målet. Målet er for mig at leve godt, fylde min plads ud, være del af nogens liv og bidrage — altid i værdighed. Intet skal forceres. Liv skal bare leves.
Det bedste ved corona er, at den giver ro og fokus på det væsentlige. I disse år er det ordet ‘ordentlighed,’ der er min rettesnor for mine prioriteringer. Også under coronaen. Ordentlighed på arbejde med kollegerne, for livet sammen med min mand, for de fire børnebørn — og så med lidt ekstra fokus på dem, der lever alene eller har en svær tid.
At overleve er for lidt.”
Bragt i medlemsbladet HUMANISTEN juni 2020