Krisen giver pause til at reflektere, overveje prioriteringer og finde ny mening i livet.
Af Michelle Kaptain, psykolog, HS Aalborg
Kan du huske, hvor du var, da tvillingetårnene i New York faldt 11. september 2001? Eller da berlinmuren faldt en novembernat i 1989?
Alle generationer oplever med mellemrum større globale kriser, som præger tilværelsen i kortere eller længere tid.
Jeg tror, mange vil huske, hvor de var, da statsminister Mette Frederiksen tonede frem på tv-skærmen og sagde, »alle skolebørn og offentlige ansatte sendes hjem. Nu.« Jeg skal ærligt indrømme, at jeg blev ramt af en sjældent oplevet følelse: En blanding af panik og ærefrygt. Der er en virus iblandt os, der er så farlig, at landets statsminister vælger at lade alle de normale hensyn til f.eks. økonomi fare for at undgå en sundhedsmæssig katastrofe!
Plejer er, i ordets mest bogstavelige forstand, død.
Nu har vi i over to måneder levet med helt andre spilleregler for stort set alt i tilværelsen, lige fra arbejde til relationer og hobbyer. Mennesker er ekstremt tilpasningsdygtige og pludselig er det blevet normalt ikke at kramme venner og familie – og at spritte hænder, hver gang man går i Netto. For få måneder siden ville det i bedste fald blive anset som et tegn på svær OCD.
Nogle mennesker har måttet betale en høj pris: Ensomhed, afsavn samt psykiske og økonomiske problemer. I skrivende stund har 527 danskere betalt den højeste pris.
Coronakrisen har skudt en eksistentiel frygt ind i de fleste. Men ud af krisen er der vokset nye fællesskaber frem via f.eks. fællessang på tv og hjælpegrupper på sociale medier. Den menneskelige kreativitet er helt vidunderlig.
Nogle har måske fået løftet blikket fra den travle hverdag og har fået lejlighed til at reflektere over, hvordan de egentligt ønsker at leve deres liv. Og rigtig mange har sikkert fået en større taknemmelighed for alle de ting, der før blev taget for givet: Nem adgang til sociale fællesskaber, transport, indkøb mv.
Fire grundvilkår
Lad os se lidt nærmere på, hvordan tilværelsens tilsyneladende mørke sider kan være grobund for fantastiske ting.
Den amerikanske psykiater Irvin Yalom har i sine værker arbejdet med det, han anser som fire ufravigelige grundvilkår for mennesket:
ISOLATION Mange mennesker har oplevet for første gang at skære ned på social interaktion eller måske helt undvære den. Vi er også begyndt at nære mistillid til hinanden. Står ham der ikke lidt for tæt på mig i bussen? Er hende, der hoster, smittet?
Men mange har også fået øjnene op for, hvor betydningsfuldt det er at have nære og fortrolige relationer. Og det er her, Yalom også taler fra: Nok er vi dømt til eksistentiel isolation på den måde, at ingen nogensinde kan være inde i vores hoveder og opleve tilværelsen helt fra vores perspektiv. Vi må fødes alene, og vi må alene gå i døden.
Men hvis vi virkelig gør vores bedste og møder hinanden med omsorg og åbenhed, så kan vi føle os intenst forbundet med andre. Yalom bruger en metafor: Isolation er som om alle mennesker sidder i deres egen robåd på et kæmpestort hav. De har ikke andet i båden end en lysende lanterne. Det kan være ensomt og skræmmende at sidde der. Men hvis de kigger ud over bådens ræling, kan de se alle de andres både og lanterne, der lyser i dem.
FRIHED Frihed har de fleste nok oplevet som stærkt indskrænket i denne periode. Yalom låner frihedsbegrebet fra filosoffen Jean Paul Sartre, der proklamerede at ”vi er dømt til frihed.” Med det mente han, at vores tilværelse styrer vi i høj grad selv – der er ingen skæbne, der lægger vejen for os. Vi kan heller ikke længere blot gå i farmands fodspor og arve familiegården; vi skal selv finde vejen i tilværelsen.
Det kan være enormt skræmmende, og vi ved, at mange mennesker efterhånden føler sig meget pressede for at skulle præstere og lykkes med de mange forskellige forventninger, de stiller til sig selv i alle livets arenaer. Livet er for nogle blevet et projekt.
Coronakrisen har givet nogle en tiltrængt pause og har tvunget dem ned i tempo. Ved midlertidigt at få berøvet friheden til grænseløs udfoldelse, har nogle paradoksalt nok oplevet et bedre fokus, mere ro og mindre stress.
Jeg er sikker på, at mange vil genoverveje deres prioriteringer, og at vi f.eks. vil se flere, der forsøger at indrette et mere fleksibelt arbejdsliv. Forhåbentligt kan det skabe mere ægte frihed i stedet for de mange valgmuligheders tyranni.
MENINGSLØSHED En sekulær humanist vil som regel søge videnskaben for at forklare, hvorfor coronavirus har spredt sig i verden. Det er noget med en flagermus og et madmarked. Og det kan det rationelle menneske fint leve med. Indtil de selv rammes af krisens potentielle katastrofer:
En nyåbnet restaurant, der må dreje nøglen om inden, den er begyndt. En kvinde, der ikke får lov at sige farvel til sin mand, der dør på hospitalet. En mand, der har overlevet kræft, men pludselig dør af denne nye virus.
Dét rejser en eksistentiel meningsløshed, hvor man som menneske kommer i kontakt med afmagten. En følelse af at være sårbar og lille i en verden af onde tilfældigheder. Det kan blive svært at bevare modet til at eksistere i en verden, der så hurtigt kan forandre sig.
Yalom fortæller, hvordan nogle mennesker forsøger at finde mening i meningsløsheden ved f.eks. at kaste sig over en sag. Det kan være at sidde febrilsk og skrive i lange debattråde på internettet. Det kan være at sætte sig for at tabe sig 10 kg og løbe et maraton, når krisen er forbi. Men det hjælper ikke. Det kan højst distrahere os fra meningsløsheden.
Dét, der for alvor hjælper, er at bruge sine kræfter på noget andet end sig selv. Det kan være at samle penge ind til dyrene i Zoologisk Have. Det kan være at købe ind for din nabo. Det kan være at ringe til din bedstemor på plejehjemmet. I de nære stunder kan vi mærke meningen igen.
DØD Vi kommer ikke uden om den, døden. Yalom beskriver, at det at tale om døden er ligeså uudholdeligt som at stirre på solen. Så de fleste af os holder tand for tunge, selvom der et eller andet sted bagerst i bevidstheden er en lille stemme, der frygtsomt hvisker, »tænk, hvis jeg bliver den næste. Eller én, jeg holder af.«
Mennesker er eminente til at fortrænge bevidstheden om, at vi skal dø og miste andre en dag. Det er vi nødt til, for ellers kunne vi naturligvis slet ikke fungere.
Men vi kan også blive lidt for dygtige til det. Nogle i samfundet har valgt at opføre sig som om de var udødelige. De håner reglerne for afstand og hygiejne og kalder det en »overreaktion.« De tager ikke hensyn til, at de selv kunne smitte andre.
Naturligvis er det godt at have et realistisk syn på risikoen for at dø af corona. Den er heldigvis lav for de fleste. Men den er der. Og at blive vækket til at tænke over sin egen dødelighed, er faktisk slet ikke nogen dårlig ting. Man kunne jo risikere at komme til at sætte mere pris på livet. Man kunne komme til at indse, at den drøm, man har i maven om at springe ud som iværksætter, at gå Caminoen med sin bedste veninde eller at kaste sig ud i at finde en kæreste, selvom man blev såret sidst… At det er lige nu, man skal handle på det. Så man igen kan mærke vitaliteten bruse og livet vende tilbage for fuld kraft.
Vi mennesker har med vores levede erfaringer mulighed for at bringe nogle af de gode ting, der på trods er vokset frem, med os videre i tilværelsen. Det, håber jeg, bliver én af de positive konsekvenser af denne krise.
Denne artikel er bragt i medlemsbladet HUMANISTEN juni 2020