Med inspiration fra bl.a. England arbejder HS for at tilbyde ikke-religiøse eksistentielle samtaler på danske sygehuse. Men det er svært at slå igennem.

 
Af Niels Dueholm, HEO-gruppen

“Fængsler, hospitaler og universiteter, der råder over præster fra forskellige religiøse trossamfund, bør også tilbyde ikke-religiøs støtte og omsorg!”

Til det udsagn svarede 69 procent bekræftende i en opinionsundersøgelse blandt 4.000 voksne englændere. Kun 12 procent var imod, og svarene var de samme, selvom der blev taget højde for de adspurgtes eventuelle religion.

I HS’ HEO-gruppe (HEO = »Humanistisk Eksistentiel Omsorg,« red.) er vi af den opfattelse, at det samme billede ville gentage sig i Danmark.

Derfor er det til stor undren, at indsatsen for at starte HEO-aktiviteter i den danske hospitalssektor endnu ikke har båret frugt. En væsentlig del af forklaringen er en tilsyneladende modstand fra et system, der er vanskeligt at identificere.

Særligt i sundhedssektoren opstår påtrængende behov for forståelse og afklaring – ofte i forbindelse med sygdomme, operationer og tanker om liv og død som gammel. Derfor valgte HEO netop at fokusere på det sundhedsfaglige område som første prioritet.

Alle mennesker oplever situationer og perioder, hvor gentagne tanker cirkulerer i bevidstheden med forskellig intensitet og vedholdenhed. Tankerne kan være farvet af alle mulige slags følelser og ofte præget af en karakter af »privathed,« der ofte er indlejret i den særlige kultur, man er opvokset i, eller som tankeindholdet er opstået i.

Inspiration fra England

Initiativet med samtaler med mennesker, der har brug for nogen at tale med på et ikke-religiøst grundlag, er udtryk for, at HS har taget hul på selve kernen i begrebet ‘livssyn’, der er hovedomdrejningspunktet i al HS-tænkning og praksis.

Inspirationen fra vores engelske søsterorganisation har været meget betydende i udviklingen af det danske HEO-koncept.

Humanists UK har siden omkring år 2000 arbejdet med emnet og har etableret et landsdækkende netværk med egen organisation, bestyrelse og omkring 300 certificerede samtalepartnere.

Pionererne i dansk HEO er uddannet i England, og vi har udviklet en HEO-konceptbeskrivelse, uddannelsesbeskrivelse, uddannelsescertificering, etisk kodeks, og kvalitetssikringsprincipper samt nedsat forskellige grupper.

Det er interessant at erfare, at englænderne – præcis som vi oplever her i Danmark – har svært ved at finde præcise dækkende ord og begreber for aktiviteterne. Vi ligger under for århundreders religiøs indflydelse på vores sprog.

Engelske udtryk som »pastoral support« og »chaplaincy« (hvor sidstnævnte er et i England alment kendt udtryk for præsters, imamers m.fl. omsorgsarbejde i institutioner) er udtryk for et trossamfunds omsorgstilbud og giver en del »støj« på linjen, når det drejer sig om humanistisk livssyn.

Da jeg under vores eget uddannelsesforløb spurgte vores engelske underviser, hvorfor de havde valgt disse begreber, svarede han, at det efter mange overvejelser var de eneste, som flertallet af mennesker ville kunne forstå. Men han var enig i, at det var uheldigt. Vort eget udtryk – »humanistisk eksistentiel omsorg« – er heller ikke ligefrem det mest mundrette, men indtil videre det mest dækkende.

 


 

HEO – Humanistisk Eksistentiel Omsorg

Humanistisk Samfunds arbejder for, at eksistentielle samtaler uden religiøst udgangspunkt skal være tilbud til i første omgang patienter på danske hospitaler.

Inspirationen kommer fra vore søsterorganisationer i blandt andet England og Holland. Her er eksistentiel omsorg udbredt på linje med den kristne sjælesorg. I England er den meget brugt på ho­spitaler. I Holland er der universitetsuddannede humanister på hospitaler, i hæren og i fængsler.

Tilbud til HS-medlemmer
Tumler du med problemer i livet, kan du som medlem af HS bestille en samtalepartner fra Humanistisk Samfund.
Ring 4440 4848 og indtal en besked, eller send en mail til samtale@hs.dk, hvorefter du bliver kontaktet.


 

Artiklen er bragt i medlemsbladet Humanisten april 2020