FARVEL TIL 10’ERNE: Politikernes forhold til religion forandrede sig. Vi ser tilbage på et årtis politiske lærestykker.
Af Ole Wolf, talsperson
Politikernes forhold til religion forandrede sig markant i 2010’erne.
Under Muhammedkrisen i 2005 erklærede daværende statsminister Anders Fogh-Rasmussen (V), at svaret på islamisme var øget sekularisering.
I 10’erne havde han imidlertid ændret mening. Nu var kristendommen svaret, og han fortalte om sin egen personlige religiøsitet.
Også andre politikere har fortalt om deres personlige forhold til religion, hvilket var næsten uset tidligere.
Det er et markant skifte, for en helt central del af den lutherske kristendom er, at troen er inderliggjort. Man viser så at sige sin tro ved ikke at vise den, derfor har mange danskere meget svært ved at acceptere religiøse ytringer i det offentlige rum. Og det er derfor, den politiske diskussion kan gå helt i sort over et par kvinder, der frivilligt har valgt at iføre sig burka.
»Et kristent land«
10’erne blev således også årtiet, hvor vi for første gang fik et regeringsgrundlag, der definerede, at »Danmark er et kristent land.«
I det store billede er de bølgende bakker og lærken, der synger højt under himlen, selvfølgelig nøjagtig ligeså lidt kristne som altid, selv om det stod i regeringsgrundlaget. Men politikerne bruger religion til at sætte skel mellem mennesker; de kristne på den ene side og alle andre – såvel muslimer som andre religioner, ateister og humanister – på den anden.
Ville se på Folkekirkens styre
Efter ti års borgerlig-liberal regering skiftede magten et år inde i det nye årti til Socialdemokratiet, radikale og SF.
Den nye radikale kirkeminister Manu Sareen nedsatte et udvalg, der skulle se på kirkens fremtidige styrelse. Det er helt umuligt at gennemskue, hvordan noget bestemmes i folkekirken, men den formelle magt ligger enevældigt hos kirkeministeren – med god plads til, at hver enkelt præst kan gøre, som han eller hun vil.
Det så Humanistisk Samfund som en lejlighed til at påvirke forholdet mellem kirke og stat mod en større adskillelse. Vi satte derfor alt ind på at påvirke arbejdet.
Manu Sareen gjorde det godt som kirkeminister og blev som konsekvens forfremmet til socialminister. På kirkeminister-taburetten blev han afløst af Marianne Jelved.
Hun ville imidlertid kun gennemføre ændringer med et bredt flertal, og gav derfor Venstre vetoret mod enhver forandring. På sin side gav Venstre Dansk Folkeparti veto – og dermed var det hele løbet ud i sandet. Måske fordi de nationalkonservative præster i Dansk Folkeparti ser en fordel i den nuværende ordning, der giver den enkelte præst stor frihed.
Der lærte vi i HS noget om, hvor svært det er at ændre det bestående i statens forhold til Folkekirken.
Fejlagtig konklusion om økonomi
Om Folkekirkens økonomi lærte vi, at næsten enhver form for sludder tilsyneladende kan lade sig gøre.
Et af årtiets lavpunkter var dét, der kom ud af det, da et folketingsflertal med Mette Bock (LA) og kirkeordfører Karen Klint (S) tvang den daværende kirkeminister Bertel Haarder (V) til at beregne værdien af de samfundsopgaver, kirken udfører.
Beregningen skulle danne grundlag for en omlægning af statens støtte til Folkekirken, så den i fremtiden skulle gå til kirkens varetagelse af samfundsopgaver i stedet for som nu til præsternes forkyndelse.
Kirkeministeriet lavede et skandaløst ringe arbejde, som blev præsenteret af en ny kirkeminister, der ironisk nok var Mette Bock selv, da Liberal Alliance i mellemtiden var blevet en del af Lars Løkke Rasmussens regering.
Humanistisk Samfund havde løbende skrevet til kirkepolitikere om, hvordan vi mente, arbejdet burde gribes an, og da den endelige rapport fra Kirkeministeriet var færdig, havde vi foretræde for Folketingets kirkeudvalg.
Her kritiserede vi ministeriets dårlige faglige arbejde, og flere kirkepolitikere gav os under hånden ret. Men rapportens fejlagtige konklusioner har fået lov at stå i eftertidens kirkepolitiske debat: At statens betaling til præsternes løn går cirka lige op med de samfundsopgaver kirken løser uden at få betaling for det.
På sin vis kan det undre, at Folkekirken ikke har protesteret mere intenst mod dette. Det er muligvis behageligt at nyde statens opbakning her og nu, men hvis de politiske vinde vender på et tidspunkt, kan det blive et problem for kirken at være forbundet med bestemte politiske holdninger.
Religiøse støtter ligestilling
Og til sidst en lærdom, der er mere positiv og måske lidt mere overraskende:
Religiøse mennesker er faktisk nogle rigtig flinke nogen.
Altså dem, der er så religiøse, at de har en stærk og velovervejet personlig tro. Ikke de politikere, der med et overfladisk kendskab til kristendom flasher deres tro for at tækkes bestemte vælgersegmenter.
Humanistisk Samfund har op gennem 10’erne talt med mange af Folketingets kirkepolitikere og med mange ansatte i religiøse interesseorganisationer, der ofte har en stærk personlig tro. Vi har som oftest mødt en ægte nysgerrighed og respekt for, at andre kan træffe bevidste valg, der fører et andet sted hen end deres eget valg.
Derfor bakker mange af dem også op om, at vores livssyn skal ligestilles med andre livssyn, der indeholder tro på overjordiske magter. Vi mener ikke, at staten gennem lovgivning om f.eks. vielsesret skal signalere, at livssyn uden guder er mindre fine end livssyn med guder
Derfor føler jeg mig da også overbevist om, at når vi om ti år ser tilbage på 20’erne, vil vi have opnået ligestilling mellem religiøse og ikke-religiøse livssyn – og Humanistisk Samfund vil kunne foretage vielser med juridisk gyldighed.
Artiklen er bragt i medlemsbladet Humanisten, februar 2020