PORTRÆT • Som ceremonileder får Nicolas Kjerulf indsigt i pårørendes kærlighed til afdøde.
Det inspirerer og beriger ham.

Af Karin Liltorp, redaktionen

Nicolas Kjerulf er ny ceremonileder i Humanistisk Samfund. I maj blev han certificeret som én af syv nye begravelsesfrivillige.

Til daglig arbejder han som lektor på Københavns Professionshøjskole og bruger en stor del af sin fritid på sejlads. Og som far til tre børn har han indført et nyt putte-ritual – efter inspiration fra sin frivillige indsats med humanistiske begravelser.

– En ung kvinde fortalte mig, hvordan hendes nyligt afdøde far altid fortalte, at han elskede hende, hver aften når han puttede hende som barn, og hvor meget det havde betydet for hende. Det gjorde stort indtryk på mig. Nu fortæller jeg mine egne børn det samme hver aften ved puttetid, fortæller Nicolas Kjerulf.

– Når jeg taler med de pårørende, føler jeg mig enormt beriget. Her får jeg på første hånd, og med stor kærlighed, fortalt historien om et unikt menneske. Det er meget lærerigt at høre, hvad de har værdsat hos den afdøde. Og det inspirerer mig til at blive et bedre menneske selv.

Hvorfor valgte du at uddanne dig til ceremonileder?

– Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg havde lyst og overskud til noget frivilligt arbejde. Da jeg så, at HS søgte kandidater til ceremoniuddannelsen, kunne jeg mærke, at det skulle være nu.

– Jeg har selv mistet begge mine forældre og ved, hvor vigtigt det er at få sagt ordentligt farvel. At det er godt at få hjælp til at fortælle din kæres historie på en måde, som efterlader dig med en følelse af, at deres liv gav mening.

Hvad var det vigtigste, du lærte under uddannelsen?

– Det var nok, at jeg har et stærkt værdifællesskab med Humanistisk Samfund, og at det er nogle rigtig gode, kloge og søde mennesker, som arbejder i foreningen. Jeg føler mig meget hjemme i HS og uden den følelse, ville jeg ikke kunne repræsentere foreningen som ceremonileder.

– Af praktiske ting vil jeg pege på træningen i taleskrivning og -fremførelse, som det vigtigste. Begge dele er en stor kunst, som kræver øvelse. Til dagligt forelæser jeg for op til 100 studerende, men at tale til en begravelse er noget helt andet. Det var som at starte forfra.

Du har allerede afholdt to begravelser. Hvordan oplevede du det?

– Jeg var meget nervøs til den første begravelse og kapellet var helt fyldt. Så det var grænseoverskridende, men heldigvis gik det godt. Det hjalp meget, at jeg var blevet superviseret under taleskrivningen, og der sad også en erfaren ceremonileder i kapellet; det hjalp på nerverne. I det hele taget er der stor opbakning og hjælp til os nye. Det er rigtig dejligt. Allerede ved den anden begravelse var der meget mere styr på nerverne. Men generelt oplever jeg faktisk, at jeg hjælper en masse mennesker med at få sagt ordentligt farvel til en elsket person. Det føles rigtig godt, og jeg er glad bagefter.

Var der noget, der overraskede dig?

– Hvor lang tid, det tager at skrive en ordentlig tale!

Er der noget, du frygter i forbindelse med afholdelse af fremtidige begravelser?
– Hvad nu hvis den afdøde var et dårligt menneske? Et dumt svin, som de pårørende blot er glade for at slippe af med? Det må være en svær situation, og en svær tale at skrive. Heldigvis tror jeg, at det er et meget usandsynligt scenarie.