Især de humanistiske konfirmationer er årsag til, at foreningens medlemstal nærmest er eksploderet, siger HS’ forperson.

Af Christoffer Paulsen, Hovedbestyrelsen
1.854 medlemmer er vi nu i Humanistisk Samfund!
HS’ sekretariat opgjorde i juli foreningens medlemstal, og det viser, at på blot to år er vi blevet dobbelt så mange medlemmer.
Ifølge HS-forperson Lone Ree Milkær skyldes medlemsfremgangen især de succesfulde ceremonier, særligt konfirmationerne:
– De humanistiske konfirmationer bliver mere og mere populære og det øger antallet af medlemmer. Vi kommer jo fx igennem til mange tusind mennesker, der deltager i konfirmationerne. Samtidig har vi gennem de sidste år støt og roligt arbejdet på at gøre HS mere kendt i offentligheden, og det giver helt sikkert også flere medlemmer, siger hun.
Men selvom ceremonierne i sig selv er eftertragtede, ville intet være opnået uden det solide bagland og de mange ressourcer blandt foreningens medlemmer.
– Vi er en solid forening med dygtige frivillige, både i lokalforeninger og ceremonigrupper. Det betyder også meget for, om folk melder sig ind – og det gør de heldigvis, lyder det fra en tilfreds forperson.
Arbejde for ligestilling af livssyn
Det gælder nu om at udbrede og vedligeholde oplysningen om vores humanistiske konfirmationer. Men hvor kunne man ellers forestille sig, at foreningen kunne nå ud til endnu flere?
– Vi arbejder lige nu for at forskellige livssyn ligestilles, så den danske stat ikke forskelsbehandler religiøse og ikke-religiøse livssyn, siger Lone Ree Milkær.
– Første skridt er en lovgivningsmæssig anerkendelse af, at ikke-religiøse livssyn får samme rettigheder som trossamfund uden for folkekirken. Det vil betyde, at HS kan få vielsesbemyndigelse og at vores bryllupsceremonier får samme juridiske gyldighed, som hvis du bliver viet i en kirke. Det vil helt sikkert øge antallet af bryllupper, at de får en blåstempling på den måde. Og vi vil meget gerne øge antallet af ceremonier, så flere kan få glæde af dem, siger hun.
Ligestillingen af livssyn er et fundament for foreningens politiske arbejde. I sagens natur gælder det derfor om at få ændret statens forhold til folkekirken. Hertil spiller oplysning og undervisning en rolle, hvorfor det politiske arbejde med folkeskolen også er så vigtigt.
– Det langsigtede mål er, at staten ikke tager stilling til borgernes livssyn – religiøst eller ikke – og behandler alle borgere i samfundet ens, siger Lone Ree Milkær.

