HS’ nye frivillig- og uddannelseskoordinator brænder for det frivillige arbejde.
Af Steen Timmermann, redaktionen
– Det er så fantastisk at opleve, hvad vi gør for hinanden – uden at få penge for det!
41-årige Marie Carlsen Ravnmark taler om frivilligt arbejde med en passion, der vidner om, at for hende er det hér virkelig dybtfølt.
– Frivilligt arbejde er civilsamfundets hjerte og ligger mig rigtig meget på sinde, fastslår den tidligere biblioteksmedarbejder med frivillighed og medborgerskab som arbejdsfelt i et af hovedstadens udsatte boligområder.
Den 1. maj begyndte hun i jobbet som frivillig- og uddannelseskoordinator hos Humanistisk Samfund. Foreløbig for en ét-årig projektperiode.
Egentlig kendte Marie Carlsen Ravnmark slet ikke Humanistisk Samfund, da hun tilfældigt faldt over stillingsopslaget.
– Men jeg blev dybt forelsket! Værdierne ringer hos mig. Jeg er ikke selv religiøs og heller ikke konfirmeret, fortæller hun.
– I øjeblikket er jeg dér, hvor jeg skal lære foreningen og ceremonierne at kende. Jeg skal opleve, hvordan vi arbejder, forstå dynamikken i foreningen og møde de aktive, hvor de er. Jeg træder lidt ydmygt et skridt tilbage og betragter.


