Humanistisk Samfunds arbejdsprogram siger, at vi vil skabe debat om eksistentielle spørgsmål. Her ansporer talsperson Ole Wolf til diskussion af, hvordan vi ser på børn.
Af Ole Wolf, talsperson
»Humanismen har som målsætning, at det enkelte menneske kan udvikle sig så fyldestgørende som muligt.« Sådan står der i Amsterdam-erklæring fra 2002, som er vedtaget af den internationale humanistorganisation.
Dette gælder også for børn. Børn er selvstændige individer, som skal have mulighed for at udvikle sig i deres egen retning. Væk er de tider, hvor børn skulle tugtes, så de kunne ende med at blive gode voksne.
Det er der næppe særlig mange danskere, der er uenige i. Men hvordan ser det så ud i praksis?
I Weekendavisen 15. februar 2019 peger antropolog Eva Gulløv på, at børnelivet i institutioner har ændret sig igennem de sidste 25 år. Hun har løbende observeret børn i institutioner, hvordan de leger, hvordan de taler til hinanden og hvordan de bliver behandlet og korrigeret af pædagogerne.
I 1994 observerede hun en daginstitution med 44 børn, men kun et enkelt barn, som der ifølge i de voksne »var noget med.« Ti år senere – i 2004 – observerede hun i en institution med 66 børn og ifølge pædagogerne var der omkring en tredjedel, der »var noget med,« næsten alle drenge. Ved en observation i 2009 var det næsten halvdelen.
»Jeg noterer mig, at der ikke skal ret mange afvigelser til, før det bliver ’for meget’,« fortæller Eva Gulløv til Weekendavisen.
»Man kan blive for vild, men man kan også være for stille. Man bliver korrigeret, hvis man er for højtråbende, men også hvis man ikke siger sin mening. Eller hvis man fjumser for meget rundt. Men man skal heller ikke sidde for apatisk, og man skal jo være glad for at deltage i aktiviteter, men man må ikke gå for meget op i at vinde. Man må meget gerne tage et initiativ, men man skal ikke sætte sig på dagsordenen.«
Udviklingen er ansporet af en lovgivning, der har givet daginstitutioner opgaver som »tidlig opsporing« og »tidlig indsats.«
Eva Gulløv peger på, at institutionernes normalitetsbegreb påvirker familierne. Hun har oplevet institutioner, der fortæller mødre, at det er vigtigt med en fast døgnrytme i hjemmet, mens moren må forsvare sig med, at barnet nogle gange er længere oppe, fordi det gerne vil danse.
Der er ingen tvivl om, at pædagogerne handler i den bedste mening, ligesom lovgiverne. Det er heller ikke op til mig at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert ud fra en humanistisk synsvinkel; det er op til hver enkelt.
Alligevel synes jeg, at der – med ordene om at det enkelte menneske skal kunne udvikle sig fyldestgørende in mente – er grund til at standse op og diskutere, om vi er endt det rigtige sted i vores syn på børn.
