Medlemsundersøgelsen giver håb om endnu flere celebranter, ceremoniledere, konfirmationsundervisere og praktiske hjælpere.
Af Steen Timmermann, redaktionen
Det ser ud til, at Humanistisk Samfund kommer til at sætte yderligere skub i uddannelsen af celebranter, ceremoniledere, konfirmationsundervisere og samtalepartnere. Og i det hele taget gøre plads til endnu flere aktive i foreningen.
Den medlemsundersøgelse, som foreningen netop har afsluttet, bringer nemlig håb om endnu flere frivillige.
601 medlemmer har deltaget i undersøgelsen, der blandt andet spørger medlemmerne, om de har lyst til at være aktive i foreningen og med hvad.
Næsten hver femte svarer, at de endnu ikke er aktive, men gerne vil være det. Og flere af de allerede aktive er klar til at påtage sig endnu flere opgaver.
Således melder hele 113 sig på banen som kommende celebranter, ceremoniledere, konfirmationsundervisere og humanistiske samtalepartnere. 40 tilbyder praktisk hjælp til konfirmationer og hele 191 vil gerne deltage aktivt med opgaver, der spænder fra at lave arrangementer i lokalområderne over en ny humanistisk skoletjeneste til praktisk hjælp med foldere og breve. Tallene dækker dog over, at en del tilbyder sig til flere aktiviteter.


