HS var inviteret med, da Folketingets kirkeudvalg i januar holdt temamøde om definition af livssyn. 

Af Lone Ree Milkær, forperson HS

Den 10. januar deltog jeg i et temamøde med Folketingets kirkeudvalg. Mødet handlede om en eventuel definition af livssyn i dansk lovgivning. Det var ikke et forpligtende møde, men en lejlighed for udvalget til at diskutere en problemstilling.

Ti folketingsmedlemmer, blandt andre kirkeministeren, deltog i mødet, der indeholdt fire oplæg.

Sturla Stållsett, norsk teolog og central i Norges ligestilling af livssyn, gav på mødet udtryk for, at alle livssyn bør ligestilles, og at staten bør give de samme rettigheder til alle.

Lisbeth Christoffersen, professor på RUC og førende dansk ekspert indenfor kirkejura, fremførte det budskab, at livssynssamfund bør have samme rettigheder som trossamfund. Hun henviste flere gange til Bielefeldt-rapporten fra 2016, hvor FNs ”special rapporteur on freedom of religion and belief” angiver, at der bør ske en ligestilling i Danmark.

Fælles værdigrundlag og ritualer

I mit oplæg fremlagde jeg, at et livssynssamfund for os at se er kendetegnet ved:

  • Et fælles værdigrundlag, som gerne kan have læresætningskarakter (”sætning eller få ord, der kort sammenfatter en erfaring, et ideal eller en almengyldig sandhed, og som nogen har valgt at bruge som leveregel,” som der står i Ordbog over det danske sprog).
  • Ritualer, som afspejler værdigrund­laget.
  • Uddannede ceremoniledere.

Forståelse hos folkekirken

Efter mit oplæg fulgte Københavns biskop Peter Skov Jakobsen. Han udviste stor forståelse for, at ikke-religiøse mennesker kan have behov for ritualer og sluttede med at sige, at folkekirkens holdning er, at deres privilegier ikke bliver mere værd, hvis de bliver taget fra nogle andre.

Det er i sig selv stort, at kirkeudvalget viede to timer til at diskutere definitionen af livssyn. Det er frugten af mange års arbejde.

Der venter stadig et gedigent politisk arbejde, før vi er i mål, så vores vielser for eksempel kan få juridisk gyldighed. Men vi kan være stolte over, hvor langt vi allerede er nået.

Tros- og livssynssamfund

Et trossamfund defineres i dansk lov som ”et fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove, efter udformede læresætninger og ritualer.”

Et livssynssamfund adskiller sig ved ikke at tro på magter, som står over mennesker og naturlove. I andre lande har man helt eller delvist ligestillet livssynssamfund med trossamfund.