Modtager af Humanistpris og vinder af sangkonkurrence afsløres, når HS-frivillige mødes til seminar 27. oktober.

Af Karin Liltorp, hovedbestyrelsen

Humanistisk Samfunds 10 års jubilæum bliver markeret lørdag den 27. oktober ved årsseminaret for frivillige.

Traditionen med et frivillig-årssemniar blev startet sidste år, og i anledning af fødselsdagen, gør vi i år noget ekstra ud af det.

Åbningstalen bliver holdt af Lars AP, som er stifter af foreningen ”fuckingflink.dk,” hvis formål det er at skubbe os danske­re i en flinkere retning. På foreningen hjemmeside hedder det, ”at vi danskere – verdens lykkeligste – også en dag skal blive verdens flinkeste folk.” Det er da en ædel sag.

Ligesom sidste år, vil årsseminaret bestå af workshops: Her får de forskellige frivilliggrupper mulighed for at snakke med frivillige fra andre områder og dermed rig mulighed for at blive inspireret.

Humanistpris og sangkonkurrence

Som noget specielt i år, bliver Humanistprisen uddelt ved årsseminaret. Hovedbestyrelsen har gennem de seneste måneder modtaget mange gode forslag til egnede kandidater, og prisen vil blive tildelt en markant humanistisk stemme i den danske offentlighed.

Alle har kunnet byde ind med bud på en humanistisk sang, og hvad der er kommet ud af denne sangkonkurrence, vil også blive afsløret.

Om aftenen vil stand-up komikeren Michael Schøt underholde. Han er bl.a. kendt for at behandle samfundet store og små problemer gennem provokerende satire. På sin hjemmeside skriver han: ”…hvis du synes, at alt i Danmark er helt perfekt, skal du nok holde dig væk.” Så er vi ihvertfald advaret.