Mens vi venter på vielsesmyndighed…
Af Steen Timmermann,
Redaktionen
I Aalborg foretager byrådsmedlemmer borgerlig vielse som del af den humanistiske bryllupsceremoni
På junis allersidste dag sagde Michelle og Anja ’ja’ til hinanden.
Mens sæbebobler fyldte luften og reflekterede solen i et romantisk sceneri, talte HS-bryllupscelebrant Klaus Falkenberg til det unge par om at værne om kærligheden og hjælpe hinanden til at blive stærkere som individer og som par.
Men ét er romantik og kærlighed. Noget andet er den jura, der besegler ægteskabet og gør parret til par i lovens forstand.
Havde Michelle og Anja i stedet valgt et bryllup i kirken, var den juridiske formalitet vedrørende ægteskabet klaret ved samme lejlighed. Anderledes forholder det sig, når man som brudepar vælger religionen fra og en humanistisk ceremoni til. Humanistisk Samfund har nemlig ikke samme vielsesmyndighed som folkekirken og andre trossamfund, og parret må derfor ud over den humanistiske ceremoni en tur på rådhuset.
Michelle og Anja sparede imidlertid den ekstra tur til rådhuset. Humanistisk Samfund i Aalborg har nemlig allieret sig med en række byrådsmedlemmer, der rykker ud til humanistiske bryllupsceremonier og foretager den såkaldte ”borgerlige vielse” på stedet.
Derfor kunne byrådsmedlem og rådmand i Aalborg Lasse Olsen (EL) ved samme humanistiske ceremoni ”forkynde” Michelle og Anja ”at være ægtefolk” – også i lovens forstand.



