Årets generalforsamling i EHF blev holdt 22. juni i Nürnberg. Næstforperson Kirstine Kærn repræsenterede HS.

 

Af Kirstine Kærn
næstforperson, Humanistisk Samfund

 

Nürnberg – der husede de store nazi-kongresser, var stedet for vedtagelse af de nazistiske racelove, men også hvor retsopgøret efter 2. verdenskrig fandt sted – er nu erklæret som menneske­rettighedsby, dvs. med intentionen om at have menneskerettighederne som basis for udformning af politikker i kommunen.

I 70 året for vedtagelsen af FN’s menneskerettigheder var det derfor symbolsk og passende, at EHF – den europæiske sammenslutning af humanister – havde valgt netop Nürnberg som stedet for sin generalforsamling.

Udover de sædvanlige formaliter som godkendelse af referat og regnskab var der også tid til en god gennemgang af de forskellige aktiviteter, som EHF har været involveret i det seneste år. Organisationen er bosiddende i Bruxelles og samarbejder der med Europarådet og EU.

I året, der gik, har EHF blandt andet arbejdet med resolutionen fra EU-parlamentet om den politiske udvikling i Polen og forfølgelsen af ikke-troende i hele verden (se mere på EHFs hjemmeside). Desuden brugte generalforsamlingen også tid på at diskutere bestyrelsens udkast til strategi for EHF.

 

Humanisten Tag

Vores vært, Humanistischer Verband Deutchlands – Bayern (etableret i 1848), havde inviteret os til at deltage i Huma­nisten Tag 2018 23. og 24. juni. Her blev der holdt en række debatter, som vore værter havde været så venlige at sørge for simultantolkning til. Jeg selv præsenterede vores erfaringer med det politiske arbejde i Danmark.

Der var 5 spor af debatter og workshops, bl.a. havde de unge humanister udendørs maleworkshop med ledsagende musik. Og i Bayern synges der ikke fællessang, i stedet spilles der musik før, under og efter debatterne. Jeg deltog i en ’Human Rights City Tour’, der viste os de centrale monumenter i Nürnberg bl.a. den fine Menneskerettighedsgade med hver af de 30 artikler oversat til hver sit sprog.

Både generalforsamlingen og Humanisten Tag viste, at selvom vi er kommet langt i Europa, er der stadig kampe, der skal kæmpes. Ikke mindst i Bayern, hvor delstaten for nylig har besluttet, at der skal kors op i alle offentlige bygninger.

Det giver masser af energi til kampen at mødes med så mange engagerede humanister fra hele Europa, så vi fløj glade hjem på historiens vingesus og ser frem til at mødes med dem alle igen på Island i 2019.

EHF

European Humanist Federation (EHF)

er paraplyorganisation for ikke-religiøse organisationer i Europa (humanister, ateister, agnostikere m.m.).

Organisationen, der har hovedsæde i Bruxelles, har 63 medlemsorganisationer, hvis medlemstal spænder fra et par håndfulde til flere millioner medlemmer.

Humanistisk Samfunds forperson Lone Ree Milkær er medlem af EHFs bestyrelse.

Se mere: www.humanistfederation.eu

 

European Humanist Profession (EHP) er en del af EHF med fokus på at supportere og skabe netværk for humanistiske undervisere, humanistiske vejledere/samtalepartnere og humanistiske ceremoniledere og celebranter. EHP har hovedsæde i Antwerpen.

Se mere: www.humanistprofessions.eu