Humanistisk Samfund er igen med på Folkemødet

At vise ansigt, debattere livssyn og pleje kontakter er formålet, når HS i juni rykker til Bornholm

Af Henning Eriksen, redaktionen

Folkemødet på Bornholm er blevet en institution i det danske demokrati og holdes i år for ottende gang.

Siden starten i 2011 er antallet af del­tagere vokset fra 10.000 til over 100.000 og antallet af partier, organisationer, foreninger og virksomheder fra 72 til over 1000. Folkemødet er simpelthen blevet stedet for den uformelle dialog mellem politikere, beslutningstagere, politisk aktive og almindelige borgere. Kæmpe­arrangementet foregår i Allinge og holdes i år fra 14. til 17. juni.

For Humanistisk Samfund er det blevet en selvfølge at være med. Politikgruppen har siden sidste års folkemøde arbejdet med at forberede årets indsats. Strategien er overordnet at vise vores ansigt, skabe debat og pleje kontakter til politikere og andre foreninger.

HS viser ansigtet ved at bemande en stand på Folkemødet i de fire dage. Her kan alle interesserede og forbipasse­rende møde os og blive inviteret indenfor. Desuden holder vi egne debatarrangementer – i folkemødeterminologien kaldet ”events.”

Et alternativ til religion

Tilgangen for både vore egne og del­ta­gel­sen i andres events er at demonstrere i praksis, at livssyn er et individuelt valg, der ofte sker i fællesskab med andre, og at der findes alternativer til religiøse spændetrøjer. Men også, at vi som fore­ning ikke bekæmper religion, men netop tilbyder alternativer via blandt andet vores ceremonier. I vores egne events deltager en bred kreds af mennesker – også fra kirkelige organisationer.

Politiske forandringer skabes via kontakt mellem mennesker og ofte nedefra. Netop derfor er snakken med vores mange kontakter i og uden for de politiske partier vigtig, og Folkemødet er en fin ramme for det.

HS’ deltagelse i tidligere folkemøder har givet os mange kontakter, hvoraf nogle senere er blevet udgangspunkt for for­e­ningens politiske initiativer. Når man på den lange bane ønsker at ændre Grundloven, fx ved at adskille kirke og stat, skal der tages mange små skridt i det forløb!

 

Denne artikel er fra juni-udgaven af medlemsbladet Humanisten. Du kan læse hele bladet her.

HS’ FOLKEMØDEPROGRAM

Se Humanistisk Samfunds ­omfattende program på Folkemødet:

https://program.folkemoedet.dk (søg: Humanistisk Samfund)